Til Sama

Sprog: Arabisk - Undertekster: Dansk

20. September 2020

Læg i kalender Køb billet
Tidspunkt: Kl. 20.00
Sted: Kunstbiografen Pris: Forsalg: 90 kr.

TIL SAMA er en rørende og intim dokumentar lavet af den 26-årige mor Waad al-Kateab, der har filmet de sidste dage af kampen om Aleppo i Syrien. Filmen er dedikeret til hendes 1-årige datter Sama og er et vidnesbyrd om deres fælles liv; såfremt Waad og hendes mand, der er læge på det sidste hospital i Aleppo, ikke skulle overleve krigen.

Waads historie begynder i 2012, hvor hun er studerende på Universitetet i Aleppo og en af de første til at tilslutte sig demonstrationer mod Bashar al-Assads brutale regime. Med sit kamera indfanger hun glæden og optimismen ved denne tid, og hendes venskab med en ung læge ved navn Hamza. Sammen med Hamza og en gruppe venner forsøger hun at gøre modstand og forlange frihed, selv da regimet griber til mere og mere brutale midler for at knuse deres oprør og på sigt starte en decideret krig i Aleppo.

Gruppen af venner bliver på tragisk vis mindre med tiden, og dem der er tilbage, må undslippe snigskytter, luftangreb og bomber, hvilket Waad alt sammen fanger med sit kamera. Men en dag, midt i al kaosset, frier Hamza til Waad. De bliver gift, flytter ind i deres første fælles hjem, og snart er Waad gravid; scener, som mange unge par kan genkende på tværs af landegrænser.

Forskellen er dog, at deres hvedebrødsdage udspiller sig i en tiltagende apokalyptisk krig, og da russerne tilslutter sig regimets side i 2015, bliver volden mod oprørsgruppen endnu mere voldsom. Til trods for deres frygt, beslutter Waad og Hamza sig for ikke at flygte fra byen, som så mange andre. I stedet bliver de og fortsætter deres kamp for frihed. Waad indser, at kampen ikke længere kun er for parrets egen skyld men også for deres datter.

Sama bliver født d. 1. januar 2016 og er et lille glimt af håb i kaos. Samas første år er en ubegribeligt mørk tid for Aleppo, og idet regimet og dets allierede ikke skyr nogen midler i deres kamp mod oprøret, bliver Hamzas hospital bombet, og kvinder og børn massakreres. Alligevel finder Waad og Hamza små lommer af lykke i deres forældreskab, imens de oplever de første uger af deres datters liv. Hun giver dem styrke til at fortsætte.

Med tiden må de dog se sig nødsaget til at drage i eksil, og med tårer i øjnene siger de farvel til deres nedbrudte by; stedet, hvor deres drømme om frihed var født, men også stedet, hvor denne drøm blev slukket igen. I favnen har de deres datter Sama; et symbol på den kærlighed og det håb, som ingen vold eller tyran kan ødelægge.

Spilletid ekskl. forfilm og trailers: 100 min.