SVIN

2. November 2018

Læg i kalender Køb billet
Musik
Tidspunkt: Kl. 21.00
Døren åbnes: Kl. 20:00 Sted: 1. sal Pris: Forsalg: 75 kr.
I døren: 100 kr.
Forsalg, studerende: 50 kr.
I døren, studerende: 75 kr.

SVIN fejrer 10-års jubilæum med udgivelsen af deres hidtil mest komplekse værk, Virgin Cuts som udkommer 21/9-2018 på Mom Eat Dad Records.

Siden debuten Heimat fra 2011 har SVIN gjort et stort indtryk på den nationale såvel som internationale scene. Bag sig har de fire - snart fem albumudgivelser samt talrige turneer i både Europa, Rusland og på Balkan samt festivaloptrædener på bl.a. Roskilde Festival, Eurosonic, by:Larm og 12 points Festival. SVINs seneste udspil Missionær (2016) blev optaget i det legendariske Sundlaugin studie på Island, grundlagt af Sigur Ros og bærer præg af omgivelsernes majestætiske indtryk.

Virgin Cuts er SVINs femte studiealbum og det første med bandet som trio. Siden gendannelsen som trio har bandet fundet ind til en tvetydig, ofte mørkere og mere kompleks lyd der udfoldes på træblæsere, EWI, trommer, guitar og keyboards, men med gæster på violin, vokal og keyboard.

Virgin Cuts blev indspillet en kold dag i udkanten af København og bærer præg af kollektivt komponerede numre, improvisation og fortæller historien om et band på konstant jagt efter nye musikalske jagtmarker. Virgin Cuts præsenterer et unikt udtryk, der trækker lytteren ind i et sonisk malstrøm af noiserock, futuriske dronelandskaber, new age minimalisme og muteret afro. Æteriske keyboard-akkorder fusionerer med nærmest hiphop-inspirerede trommebeats og psykedeliske guitarmønstre. Med dyb inspiration fra natur, folklore, ceremoniel musik og avantgarde transcenderer SVIN al tale om genrer og fortsætter med konstant at overraske lytteren igennem hele albummet.

”Når man mister et medlem af et orkester bliver man nødt til at opløse det billede man har af bandet og musikkens kerne og starte forfra. I arbejdet med Virgin Cuts har vi virkelig følt os i stand til at åbne helt op for posen og arbejde mere frit og uden forudindtagede forventninger til musikken end nogensinde. Albummet står som det klareste bevis på den tid vi har været igennem og den nye lyd vi har fundet frem til som trio.”

- Lars/Henrik/Thomas – SVIN